Dagsprogram til hjemmepasning

Dagsprogram til hjemmepasning 16. marts 2020Leave a comment

Et dagsprogram kan være en hjælp til familier, der skal til at hjemmepasse, men har svært ved at overskue, hvordan dagen skal hænge sammen. Det er ment som et eksempel, og kan derfor let tilpasses din og din families behov. Vær opmærksom på, at I med fordel kan lege lege, der stimulerer alle tre primær-/grundsanser flere gange om dagen. Det kan f.eks. være balancelege, hoppelege, tumlelege, følelege og tunge lege såsom skub. Disse lege hjælper på kropsfornemmelsen, hjernens vågenhed og grounding. Når de tre primærsanser er stimuleret hensigtsmæssigt, vil det skabe ro i nervesystemet og give plads til udvikling og læring.

Tilpasningsmuligheder

Programmet skal ikke nødvendigvis følges slavisk, selvom det er vigtigt at understrege, at en god og genkendelig dagsrytme kan skabe forudsigelighed og overskud. Nogen familier har behov for meget struktur og har gavn af pictogrammer for at skabe overblik for børnene. Andre familier har en laissez-faire tilgang, hvilket måske passer dem bedst. Ligegyldigt hvad er forberedelse vigtig, når man skal have hverdagen med hjemmepasning, og evt. hjemmearbejde, til at hænge sammen.

Dagsprogram

Kl. 7-9: Morgenmad og roligt samvær

Nyd morgenen. Sørg for at den er rolig med god tid og samvær. Brug tiden på morgenmad, hygge, leg, TV, læsning, nus og nærkontakt. Se om der er små ting dit barn kan hjælpe med ifm. at lave morgenmad, så også det bliver en fællesaktivitet.

9-10.30: Sansestimulerende lege

Det kan være udeleg (i det omfang, det er muligt), open-ended play, grovmotoriske lege, balancebaner konstruktionsleg, kreativ leg, børneyoga, bagning (f.eks. blåbærmuffins) mv

10.30-11.30: Forbered frokost

Lad dit barn deltage i forberedelsen på det stadie, det er muligt. Hvis det er den helt lille, kan det være ved at være med i vikle eller kigger på fra gulv eller højstol. Det større barn kan hjælpe med at dække bord, lægge pålæg på tallerkner, hælde vand op, smøre madder og evt. skære med en børnekniv.

11.30-12.30: Frokost med god tid

Hav god tid, når I spiser. Prioriter at det er okay at smage og mærke forskellig mad, så dit barn gennem sin naturlige nysgerrighed, får stimuleret sanserne. Det bygger videre på det verdenskort, der skabes i hjernen, og som dit barn skal navigere ud fra hele livet igennem.

12.30-15: Lur, egenomsorg og forældretid

Vælg de opgaver DU har et behov for at prioritere mens dit barn sover. Det betyder, læs en bog, lav hjemmearbejde, træn, tag et dejligt bad, eller hvad du ellers har behov for. Lad de praktiske opgaver ligge. Dem kan du tage sammen med dit barn på et andet tidspunkt, og herigennem skabe en helt naturlig læringssituation, samtidig med at dine behov ikke negligeres.

15-15.30: Eftermiddagsmad

Spis evt. hjemmebag fra om formiddagen. Det giver barnet en følelse af selvstændighed og forståelse af en proces med et slutproduktet. Har I ikke hjemmebag, så vær sammen om at anrette en lækker snacktallerken med grøntsager, frugt, kiks mv.

15.30-17: Sansestimulerende leg

Lege der stimulerer alle tre primær-/grundsanser skal prioriteres flere gange om dagen. Det kan f.eks. være balancelege, hoppelege, tumlelege, følelege og tunge lege såsom skub. Kombiner disse med sansestimulerende, problemløsende og finmotoriske lege som eksempelvis konstruktionslege og kreative lege.

17-18: Forbered aftensmad

Igen kan det være en fordel at være sammen om at forberede maden. Dit barn kan være med til selv de helt små ting, hvilket som tidligere beskrevet, vil understøtte en positiv udvikling. Hvis I på den ene eller den anden måde er pressede, kan dette også være et fint tidspunkt hvor jeres barn kan lege selv eller slappe af med lærerige TVprogrammer og musik. Skærmtid skal selvfølgelig begrænses, så sørg for at finde en rytme hvor I tilgodeser leg og bevægelse.

18-19: Aftensmad

Ligesom ved andre måltider, er det væsentligt at fokusere på rolige måltider med plads til at udforske maden, samtale og udviklingen af motoriske færdigheder.

19-20: Gear ned og putning

Fokuser på at geare ned sammen. Dæmp belysningen, læs en bog, giv et langt bad og skift til nattøj, tilbyd lidt at drikke og evt. en snack, inden I går til ro. I kan med fordel også gynge i lineære og rytmiske bevægelser, og give trykmassage eller ledtryk i en rolig belysning inden sengetid. Det hjælper nervesystemet i ro, opfylder de vestibulære behov og hjælper dermed til en rolig putning og nat.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål eller mangler hjælp til at strukturere dagligdagen til din families behov, kan du blive ringet op til en uforpligtende samtale, ved at skrive til mig her. Følg mig på Instagram for updates

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag spændende blogindlæg, videotutorials og familievenlige opskrifter i din indbakke