Sansesystemet

Hvordan ved vi egentlig, hvordan vi skal opføre os, hvis vi rører noget varmt? Hvad er det, der gør, at vi forstår, det vi mærker, og kan reagere hensigtsmæssigt? Og hvorfor reagerer nogen kraftigere end andre på eksempelvis lyd og berøring? Det handler om sansesystemet og sansebearbejdning, og det kan du læse meget mere om her i blogindlægget.

Sanseindtryk er næring til hjernen

Sansesystemet er den del af nervesystemet, som er ansvarlig for behandling af sanseindtryk. Det vil sige det system, som registrerer en ydre omstændighed (f.eks. berøring), sender information til hjernen, som derefter sender en reaktion (et svar) ud i kroppen.

Hjernen har brug for sanseindtryk, for at udvikle sig. Når vores krop udsættes for sensorisk stimulation (input), lærer hjernen at bearbejde og integrere stimuationen, således at den kan sende en hensigtsmæssig respons ud i kroppen (vores reaktion/output). Jo mere vores hjerner næres af sanseindtryk, des bedre bliver vi til at bearbejde disse.

Når sansesystemet kører på automatpilot

Som hjernen bliver bedre til at bearbejde sanseindtryk, skal kroppen ikke bruge så meget energi på at identificere indtrykkene og udsende en respons. Man kan sige at flere og flere reaktioner kører på automatpilot. Det gælder både, når det drejer sig om hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige reaktioner på sansestimuli. Uhensigtsmæssige reaktioner, kan f.eks. blive fremprovokeret af, at en person har en lav tolerance for en bestemt stimulation. Det kan sætte gang i primitive reaktioner, som f.eks. fight-or-flight reaktionen, fordi den sensoriske stimuli kan virke faretruende.

Sansebearbejdning er essentiel for vores forståele af og engagement i verden.

Sansesystemets 7 sanser

Ja, du læste rigtigt, 7 sanser. Sansesystemet har faktisk flere, men det er de her 7, jeg vil pointere i dette indlæg.

Sansesystemets 5 “traditionelle” sanser

  1. Høresansen, der giver besked om hvilke lyde, der er omkring os
  2. Synssansen, som gennem øjnene sender besked om, hvad der sker foran os
  3. Smagssansen, der sidder på tungen, og sender hjernen besked om smag
  4. Lugtesansen, som gør os i stand til at registrere lugte. Den har også indvirkning på smag
  5. Følesansen sidder i huden. Den har stor indvirkning på vores kropsfornemmelse, og er derfor også placeret under “grundsans”.

Sansesystemets 3 grundsanser/primærsanser

Det jeg betegner som grundsanser, er de sanser, der har en stor indvirkning på vores kropsfornemmelse, og er særlig grundlæggende for vores væren i verden.

  1. Muskel-ledsans, som fortæller om vores krops position.
  2. Balancesansen sidder i det indre øre og registrerer hovedbevægelser
  3. Følesansen (beskrevet under “traditionelle sanser” ovenfor)

Sansesystemet påvirker din hverdag

Sansesystemet påvirker hele vores dagligdag og interageren med verden. Det kan derfor medføre store problematikker og nedsætte vores livskvalitet, hvis vi enten har en meget lav eller høj sensorisk tolerance, og ikke sansebearbejder hensigtsmæssigt. Sanserne påvirker hinanden, og det kan derfor være svært at differentiere den enes påvirkning fra den anden.

Hvis du har spørgsmål omkring sensorisk påvirkning, sansesystemet m.m., kan du kontakte mig her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag spændende blogindlæg, videotutorials og familievenlige opskrifter i din indbakke