Frisk grøn bønnesalat

Super nem og lækker vegetarisk grøn bønnesalat med feta, rødløg og en fransk honing-dijon vinaigrette. Salaten gør sig fint på sommerbordet og som en frisk frokost.

Salaten er dejlig sund og nem, så den let kan kastes sammen og trække et lidt tungere måltid op.

De sprøde grønne bønner, skarpheden fra rødløget, den bløde, salte feta og den søde og spidse vinaigrette giver salaten et friskt pift, som f.eks. er perfekt til en grill i sommersolen.

Servér bønnesalaten med lækre ovnbagte squashdeller og flødekartofler med porrer

  

Familievenlige tilpasningstips:

Hvis dit barn har svært ved at tygge, kan du koge bønnerne længere, så de bliver blødere. Derudover kan du skære bønner og løg i mindre stykker, så de er nemmere at tygge. Server eventuelt vinaigrette og løg ved siden af, hvis dit barn ikke har en stor tolerance for smag, eller lad dit barn selv sammensætte salaten ved bordet.

Tip til vinaigrette:

  1. Lav en god portion vinaigrette og hav stående i en glasflaske i køleskabet, så har du altid en lækker dressing til at pifte dine salater op.
  2. Kog bønnerne tidligere på dagen, så du nemt og hurtigt kan blande salaten.

Ingredienser

  • 500 g friske grønne bønner
  • 2 spsk finthakket rødløg
  • 60 g feta
  • 1 håndfuld frisk rosmarin
  • 100 g cherrytomater
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 spsk dijonsennep
  • 1 tsk honning
  • 1-2 spsk balsamicoeddike
  • Salt
  • Peber

Fremgangsmåde

  1. Kog bønnerne i rigeligt letsaltet vand uden låg (for at bønnerne ikke mister deres farve) i ca. 3 minutter. Bønnerne skal stadig være sprøde.
  2. Kom bønnerne i koldt vand og lad dem derefter dryppe af.
  3. Hak rødløg og skær fetaen i små stykker.
  4. Skyl og steg hele cherrytomaterne med rosmarin i olivenolie.
  5. Bland eddike, olivenolie, honning, dijonsennep, salt og peber.
  6. Bland alle ingredienserne i en skål og servér.

Velbekomme 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *